Luk
Pressemeddelelse Petersen Tegl har eksisteret siden 1791 og har oplevet mange milepæle gennem årene. Fredag den 29. november 2024 var endnu én af disse dage. På den solbeskinnede efterårsdag ankom 13 funklende nye elektriske Linde X-gaffeltruck til den sønderjyske virksomhed. Dermed var det definitivt slut med en række gas- og dieseltruck, der skulle pensioneres til fordel for mere bæredygtige maskiner.

Overgangen til elektriske Linde X-gaffeltruck er et led i den grønne omstilling hos Petersen Tegl. De støjsvage og emissionsfrie el-truck er et bæredygtigt tilvalg i den interne logistik, hvor der fragtes store mængder af teglsten og andre materialer mellem virksomhedens tre teglværker. Hjulene er i sving fra morgen til aften og Linde X-truckene kører ofte på lange afstande og på et ujævnt underlag ad offentlig vej.

 

Strøm fra solcellepark

De nye Linde X-gaffeltruck er udstyret med N.C. Nielsens egenproducerede Lithium-ION batterier og kører på grøn strøm. Den kommer fra en nordjysk solcellepark, som er opført af Energi Danmark på vegne af en række virksomheder. Med en såkaldt PPA-aftale (Power Purchase Agreement) har Petersen Tegl forpligtet sig til at aftage grøn strøm over en 10-årig periode, så alle Linde-maskiner fremadrettet kører på den energikilde.

– Vi har valgt at tage skridtet fuldt ud og har elektrificeret hele Linde-flåden. Vi bruger grøn strøm fra solceller, optimerer energien på vores produktionsanlæg og følger med i den teknologiske udvikling. Vi arbejder også med grøn biogas, deltager i et udviklingsprojekt om brint og ønsker at opfange CO2 fra ovnenes røggasser, fortæller økonomidirektør Poul Martin Kjeldsen fra Petersen Tegl.
 

Mindre miljøpåvirkning

Petersen Tegl arbejder med en langsigtet energipolitik. De har frivilligt indført energiledelse, defineret energimål og er certificeret med årlige tilsyn fra eksterne specialister. Teglstenene bliver fremstillet efter en miljømæssig produktdeklaration (Environmental Product Declaration, EPD), der dokumenterer produkternes miljøpåvirkning i hele deres levetid.

– Det er energitungt at fremstille teglsten, da de skal brændes og tørres i store produktionsanlæg. Netop derfor gør vi alt menneskeligt muligt for at mindske miljøpåvirkningen og finde nye metoder til at optimere energiforbruget. På sigt regner vi med at skulle bruge syntetiske brændstoffer, som er mere skånsomme over for miljøet, udtaler Poul Martin Kjeldsen.
 

– Vi har valgt at tage skridtet fuldt ud og har elektrificeret hele Linde-flåden. Vi bruger grøn strøm fra solceller, optimerer energien på vores produktionsanlæg og følger med i den teknologiske udvikling. Vi arbejder også med grøn biogas, deltager i et udviklingsprojekt om brint og ønsker at opfange C02 fra ovnenes røggasser.
Poul Martin Kjeldsen / Økonomidirektør , Petersen Tegl

 

Kunderne hos Petersen Tegl stiller i stigende grad krav om en miljøvenlig produktion og ønsker ofte ESG-data som dokumentation. De nye Linde el-truck skal bidrage til en mere bæredygtig logistik. De er et led i en grøn omstilling, hvor Petersen Tegl gennem de sidste 11 år har afprøvet flere og flere Linde el-truck og altså nu går all in på elektriske maskiner overalt i virksomheden.
 

Køreklare Linde el-truck

De elektriske Linde X-modeller er valgt af flere årsager. De støjsvage gaffeltruck med løftekapaciteter på henholdsvis 3,5 ton og 4,0 ton er hver især udvalgt til at løse specifikke opgaver. Nogle af dem er udstyret med dobbeltaggregat, så de kan løfte to tunge paller på samme tid og med en opjusteret hastighed til 22 km/t kan de hurtigt komme omkring på de store kørearealer ved teglværkerne.

Linde X-modellen er en ny type elektrisk gaffeltruck, der kombinerer kraften og holdbarheden fra en dieseltruck med dynamikken og nul-emissionerne fra en elektrisk gaffeltruck. Grundet deres ydeevne og alsidighed egner truckene sig til de krævende transportopgaver hos Petersen Tegl, hvor der er brug for en velfungerende og robuste gaffeltrucks til at håndtere paller med mursten og materialer.

Sikkerhed er som altid et fokuspunkt hos Linde. De nye Linde X er opbygget med slanke masteprofiler, der giver et godt udsyn fra førerpositionen. Truckene er forsynet med flere assist-systemer, automatisk håndbremse, Linde Blue Spot-sikkerhedslys, rotorblink og en komfortabel førerkabine, der beskytter maskinføreren og sikrer en behagelig arbejdsplads med mange ergonomiske detaljer.
 

Bedre arbejdsforhold

Petersen Tegl er en familieejet virksomhed, der i generationer har passet godt på deres medarbejdere. Derfor er det vigtigt med gode, driftssikre og komfortable gaffeltruck, der kan sikre arbejdsglæde i løbet af en travl hverdag. Medarbejdere på lager og i produktionen er taget med på råd, da truckvalget skulle afgøres. Her stod det klart, at Linde fra N.C. Nielsen var det foretrukne truckmærke.

– Vores medarbejdere er meget loyale og mange bliver her i hele deres arbejdsliv. Vi sørger for et godt arbejdsmiljø og det bedste udstyr til at kunne udføre opgaverne. Medarbejderne har f.eks. ønsket en avanceret aircondition i kabinen. Det er et af de ønsker, som vi naturligvis har efterkommet, pointerer Poul Martin Kjeldsen fra Petersen Tegl.

De elektriske Linde X-gaffeltruck er også valgt på grund af de potentielle omkostningsbesparelser. Linde el-truckene har et lavere energiforbrug sammenlignet med de tidligere gas- og dieseltruck, kræver mindre vedligeholdelse og forventes at have en længere levetid, så der på den lange bane bliver færre udgifter til reparationer og udskiftning til nye modeller.
 

Fremtidens teknologi

For Petersen Tegl er der ingen tvivl om, at Linde X-gaffeltruck er fremtidens teknologi til intern logistik. Deres miljøvenlige drift, høje sikkerhedsniveau, omkostningsbesparelser og førerkomfort gør dem alt i alt til det oplagte valg i virksomhedens bæredygtige udvikling:

– Vi har taget et vigtigt skridt i den grønne omstilling. Jeg er overbevist om, at Linde X-gaffeltruck hjælper os videre frem i den rigtige retning. Vi sender et grønt signal til vores omverden og handlet ansvarligt ved at lease elektriske Linde gaffeltruck. Det giver en rigtig god mavefornemmelse og vi fortsætter med at ændre på de parametre, som vi reelt kan påvirke, slutter Poul Martin Kjeldsen fra Petersen Tegl.

Vil du vide mere?