Den første auktion i 2025 starter tirsdag den 21. januar og slutter torsdag den 23. januar 2025. Læs mere her
Priess A/S er en traditionsrig virksomhed, der blev grundlagt i 1921 i Vinderup. Siden dengang har virksomheden tilpasset sig de skiftende markedsvilkår – og produceret en bred vifte af produkter til infrastruktur, forsyning, grønne løsninger, trafik mv. I dag beskæftiger Priess A/S omkring 150 medarbejdere i Vinderup med særligt fokus på kundetilpassede ”Plug & Play”-teknikløsninger.
Ankomsten af den nye Konecranes F16-600C Liftace gaffeltruck afspejler det strategiske fokus på især de store færdigmonterede transformatorstationer og teknikhuse. Disse skal transporteres ud og ind ad de travle fabriksbygninger i Vinderup, når råhusene eksempelvis skal hærdes under åben himmel eller de færdigmonterede huse skal placeres på de ventende blokvogne og fragtes til forsyningsselskaber verden over.
– Vi fik behov for at forny vores truckflåde og erstatte nogle gamle truck. Med den nye Konecranes øger vi løftekapaciteten til 16 ton, sparer mindst 30% på brændstoffet og har fået en moderne gaffeltruck med kort venderadius, masser af udsyn, komfortpakke og ekstraudstyr som bakkamera, vægt i gaflerne og radiosystem. Det er vores truckførere rigtigt glade for, fortæller vedligeholdel-sesansvarlig Nicholas Andersen Scammell fra Priess A/S.
Den nye Konecranes kan sideforskyde gaflerne, tårnet kan vippes og den relativt støjsvage truck kører desuden på slangefri dæk for at undgå punkteringer. Komforten inde i kabinen kan snildt måle sig med moderne personbiler, da der både findes affjedret sæde, aircondition, Bluetooth-radio, kopholder og godt med aflæggerplads til scanner, mobil og diverse arbejdspapirer til dagens opgaver.
– Konecranes er i særklasse i heavy duty-kategorien. Vi blev inviteret på besøg hos N.C. Nielsen i Balling for at prøve forskellige udgaver, og vores truckførere var helt solgt bagefter. Vi var ikke i tvivl om, at vi ville anskaffe os en Konecranes. Vi har samtidig fået en rigtig god serviceaftale, hvor N.C. Nielsen vedligeholder vores samlede maskinpark. Vi forventer at skulle optimere truckflåden endnu mere fremover på denne baggrund, fortæller vedligeholdelsesansvarlig Nicholas Andersen Scammell fra Priess A/S.
Hos N.C. Nielsen glæder man sig over Konecranes-løsningen hos Priess, der er et resultat af en tæt dialog, en mangeårig historik mellem de to samarbejdspartnere og de nye teknologiske Konecranes-muligheder:
– Den leverede Konecranes F16-600C Liftace gaffeltruck repræsenterer en helt ny generation af højteknologiske heavy duty-maskiner. De er yderst fleksible, driftssikre og komfortable – og kan løbende levere et stort datamateriale til dokumentation både internt til vedligeholdelsen og eksternt til chaufførerne, der eksempelvis kan få oplyst den præcise vægt på godset, så der ikke bliver kørt med overlæs, fortæller salgschef for heavy duty maskiner Jørgen Peter Lund fra N.C. Nielsen.